Følg livets gang i Boulder

US Flag Bech-Svalgaard Family Home Page DK Flag

- English version, click here -


Opdateret 11/10-03 af Signe

Kære alle sammen nu er det vist på høje tid, at opdatere jer om livets gang i Boulder.

Vi har efterhånden været her i halvanden måned. Hverdagen kører og Mikael er også så småt begyndt på NIST nogle timer hver dag. Ingrid og Peter er godt kørt ind i skole og preschool og de er begyndt at sige en del på engelsk. Især Ingrid virker meget glad for sin skole. Peter er lidt mere forbeholden for tiden.

Vejret er stadig sommerligt, så man kan gå med shorts og korte ærmer. De fleste dage når Mikael henter børnene leger de ved ”creeken” på vej hjem. Det er dog blevet lidt køligere og vi regner ikke med, at det varer længe før, vi vågner op til sne.



Børnene er ofte ret trætte, når de kommer hjem om eftermiddagen. Så er det godt at slappe lidt af med computer. Peter holder meget af at surfe på bobthebuilder.org og trafiksjov.dk. Vi bruger også meget computerne til at se DVD film på. Vi abonnerer på noget der hedder Netflix, hvor man betaler en månedlig afgift for at kunne have op til tre film hjemme ad gangen, som man får tilsendt med posten. Vi er ret vilde med Chaplin film og ”Det lille hus på Prærien”. Fjernsynet har vi stillet ud i garagen.


Vi er lige blevet færdige med at læse Jim Knap som godnat historie. Den er rigtig, rigtig god.


Peter og Ingrid med vores nabo børn Karen (7 år) og Sarah (9 år), som de har stor glæde af. Det er ret sjovt, for når vi er sammen med børnene er det svært at få dem til at sige så meget på engelsk. Men vi kan høre når de er sammen med Karen og Sarah at de faktisk kan gøre sig nogenlunde forståelige på engelsk.


I weekenderne tager vi ud på forskellige ture: Klippeklatring på Redrock klipperne der ligger for enden af hovedgaden i Boulder.




En af Mikaels kolleger inviterede os til middag og næste dag var vi med hans familie ude og besøge et sted som hedder Walker ranch. Det er sådan et lille frilandsmuseum, hvor nogle folk optræder som i nybyggertiden, præcis som i ”Det lille hus på prærien.









De samme folk anbefalede os også at besøge en guldmine som ligger en times kørsel oppe i bjergene. Minen blev startet i 1880'erne og forladt i 1930'erne, betragtet som udtømt. Omkring 1980 blev den opkøbt af en familie som ville sprænge de sidste søjler af åre ud (det giver en smule mere guld men minen braser sammen). Imidlertid opdagede de en anden åre af høj kvalitet som de oprindelige folk havde overset. Minen blev genåbnet og drives idag af den samme familie. Cirka tolv mand arbejder i minen med almindelig drift om vinteren og fremvisning om sommeren. Det hele er meget autentisk; især vores guide var imponerende: stor, barket, grinende og med alle ti fingre mast af til inderste led! Tilsidst fik vi lov til at prøve at vaske guld i creek'en der løber langs bjerget.






I går var der efterårsfest på Ingrids skole. Ingrid optrådte med squaredance sammen med sine klassekammerater, hvilket hendes mor jo synes var fantastisk modigt. Desværre deltog Peter og jeg ikke, da jeg er meget forkølet. Mikael til gengæld deltog i koncurrencen om den bedste chiligryde. Han hev lige en af sine frost-retter ud af fryseren og tog med. Med sin ”Chili i chokoladesovs med anis” vandt han første premien i kategorien ’non-traditional’. Som I kan se på billedet er han meget stolt. Ud over æren har sejeren også haft den side effekt at Ingrids far nu er berømt på hele skolen.


Ingrid har i dag været til fødselsdag hos en af sine klassekammerater Cassidy. Det var hun meget glad for. Fødselsdagen foregik i et indkøbscenter i en forretning der hedder ”Build a bear”, hvor hver af de otte piger, som var med, tilbragte to timer med at få udstoppet bamser, døbt dem, givet dem lyd m.m.. Meget anderledes end hvad vi er vant til, men Ingrid syntes det var en stor succes og er meget glad for sin bamse.


Til sidst vil jeg slutte med at skrive, at det er højdepunkterne, der er kommet med her og livet jo altid ser mere ”solbeskinnet” ud på billeder. Selv om solen bogstavelig talt har skinnet det meste af den tid, vi har været her, er der da tidspunkter, hvor det hele er surt og vi savner jer i Danmark meget (Mikael siger: enig, men jeg savner ikke landet, kun familie og venner). Hvis nogen skulle have lyst til at komme en tur på besøg i Colorado, er de mere end velkomne.


Kærlig hilsen - Signe, Mikael, Ingrid og Peter


Mikael (svlgrd@com.dtu.dk)

Signe (sba@dmi.dk)